Julie Falk, Gianna
Surangkanjanajai.
HQ, CIPE ROOM.
HQ, CIPE ROOM.
Åbning 22. Marts 17.00 - 21.00
En solo udstilling af Julie Falk, i selskab med Gianna Surangkanjanajai og Trine Struwe.
Udstillingsstedet Sydhavn Station.
Ernst Kapersvej 1
2450 København S
Udstillingen har åbent fra 22. marts - 21. april.
Torsdag - søndag 13.00 - 17.00
Julie Falks (f. 1991) praksis er drevet af en materiel nysgerrighed og taktil sensibilitet, der anvender sig af
skulpturelle traditioner, samt idéer fra science fiction og objektorienteret ontologi til at undersøge relationer
mellem mennesker, ting og materialer der findes omkring os. Hun er uddannet fra Konsthögskolan i Malmö i
2012 - 2017.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Sydhavns dollar.
-
Omkring overfladen på min frakke (polyethylentereflalat) samler der sig ofte et lag af elektricitet, en energi der løber langs fibrene. Forleden dag havde jeg frakken på over en silkeskjorte og skjorten lagde sig helt fladt ind til huden og knitrede.
Der må være noget i den kombination af materialer der vækker hinanden.
Jeg kan høre togene køre ind på stationen flere gader væk. De her svingninger i luften, kan man også tænke på dem som en slags sammenkoblinger? Bølger imellem ting og kroppe der afgiver og optager - udvekslinger af rytmer.
Længere nede af gaden er tre mænd i røde dragter ved at forsyne Chadwick Road med hurtigere bredbånd,
et kobbernet der vokser sig stadigt større under byen. I vindueskarmen kan jeg lige akkurat fange naboens
wifi (EE-BrightBox-cefsdk) - det eneste uden kode af 34 mulige. Alle de her signaler der flyder rundt imellem
etagerne. Jeg synes jeg har lidt lettere ved at falde i søvn når jeg sætter min telefon på flightmode.
-
En strøm løber igennem bronzen. Den bliver indfanget, høstet, i parabolernes konkave overflader. Den høje
andel af kobber i legeringen gør at ledeevnen er meget høj - fra loft til gulv. En slags energi bliver opladt i
materialet, et felt bliver fortættet. Jeg tænker på de strømmende bevægelser omkring et afløb, hvordan
alting løber omkring et centrum. Jeg kan mærke hårene på mine arme rejse sig: fornemmelsen lige inden
man får stød.
Over væggene er opsat et ekstra lag, det bølger af lommer af luft der er fanget under glasfiberen. En tynd
film der klistrer til huden eller det at trække en våd t-shirt over hovedet. Samtidig virker de stærke, som om
de holder på noget - gennemskinnelige lag der er bygget op, et ad gangen.
Under gulvet løber et fintmasket net af rør og ledninger, i væggene og i loftet: lys, vand, varme, elektricitet,
data. Længere oppe: et net af større masker, byen der bliver bundet sammen af transport. I vindueskarmen
sidder en due og trykker sig ind mod ruden. Bliver den tiltrukket af varmen fra kredsløbet?
Når jeg bevæger mig rundt i rummet skubber jeg luften foran mig. Mellemrummet imellem min krop og
skulpturerne har en form: det er et negativt rum der flytter sig synkront med mine bevægelser. Det er ikke en
afstand, men et mellemrum der forbinder.
-
På vej hjem fra stationen ser jeg den igen, det er tredje aften i træk. Jeg har ikke set så stor en ræv før, den
er stor som en hund. Vi går på hver vores side af vejen, i samme hastighed, hele vejen fra Blenheim Grove.
Jeg stopper foran huset. Den stopper også og strækker sig som en kat, presser sig nedad, fremad og
bagud samtidig, en bevægelse i tre retninger. Dens pels skinner metallisk, kobberrødt. Den følger mig med
øjnene imens jeg låser mig ind. Da jeg kigger ud igennem gardinerne senere er den væk.
Tekst af Trine Struwe
|
|
|
|
